“She’s kind of.. Interesting” er den første sætning den populære Yamato Kurosawa siger efter at støde ind i den reserverede Mei Tachibana første gang, hvor vil disse ord lede dem begge hen?

Say "I love you"
Say “I love you”, eller “Sukitte ii na yo”, som er dens japanske navn, er en serie fra vintersæsonen af 2012 og er en anime på 13 episoder i alt.
Som titlen måske også hentyder lidt, er det denne søndag en shoujo, der bliver anmeldt! Som normalt er shoujo målrettet piger, så det er denne serie helt klart også. Udover at være en shoujo hører serien også ind under genrene romantik og drama, hvor scenariet foregår i et high school setting.
Anime’en er baseret på manga’en af samme navn, skrevet af Kanae Hazuki. Udover anime’en hører der en OVA til serien såvel som en live action film, der udkom i 2014.

Kærlighedshistorien
Mei Tachibana har svært ved at stole på nogen efter en hændelse der skete i hendes yngre dage. Hvilket har resulteret i Meis beslutning om aldrig nogensinde at få nogen venner igen, eftersom de kun bringer ulykkelige ting med sig.
Så her er Mei i high school og har aldrig haft en kæreste eller én eneste ven, og hun har klaret sig fantastisk uden! Der bliver dog vent op og ned på det hele da den utrolig populære Yamato Kurosawa bliver interesseret i Mei og erklærer sig for hendes ven, og måske mere? Hvordan kommer Meis liv til at udvikle sig fremover? Hvordan kommer hun til at takle Yamato, der dumper ind i hendes liv?

Hvordan er serien?
Jeg bliver nødt til at sige det. Åh gud, det plot er SÅ klassisk. Det kan næsten ikke blive mere klassisk end det allerede er – populær Mr. Handsome falder for den reserverede frøken No-Friends politik, og vender hendes liv totalt på hoved med alt, hvad det indebærer når Hr. populær kommer tæt på “pigen uden venner”. Det er set så mange gange før, og det vil blive gjort igen! Alligevel er serien værd at se.
Selvom vi alle kender den klassiske historie, gør Say “I love you” det jo også på sin helt egen måde. Jeg nød faktisk den indre rutsjebane af Mei Tachibanas liv, da det blev fucked helt op, såvel som hendes løsning af tingene, for hun løser tingene på en delvis “voksen” og fornuftig måde, der gør hende til sin egen stærke karakter. Selvfølgelig bliver Mei i starten sat lidt tilbage og må gennemtænke situationerne, hun pludselig finder sig selv i, før hun reagerer ordentligt på dem, og efterhånden lærer hun at svare igen.
Desværre er det ikke kun det hovedsagelig plot, der er klassisk, men også hver episode bliver forudsigelig. I næsten over halvdelen af alle episoderne forekommer den “samme ting”, der skaber drama som skal løses, hvilket selvfølgelig er lidt trist, men ligemeget, hvor cliché det hele bliver, var det stadig en rar serie at følge med i.

Det bedste ved serien er udviklingen i karakter, men det er desværre mest kun Mei, der sker en udvikling for. Der sker ikke ligeså stor udvikling i vores mandlige hovedperson Yamato, det eneste vi lærer igennem serien er, at han forekommer mere “svag” end, hvad han bliver fremstillet som i starten. Jeg kunne dog godt lide, at Yamato ikke virker som en “Secret badboy type”, når serien udvikler sig, men faktisk en person som er rar og godt kan være svag i mange situationer, altså mere som en “rigtig” person.
Til gengæld var det skønt at følge Mei, fordi der sker sådan en stor ændring i hendes opfattelse af andre mennesker og, hvordan hun skal håndtere dem såvel som håndtere forskellige situationer, hun ender ude i. Mei er en elskværdig karakter, der lidt efter lidt lukker op til de mennesker omkring hende.
Desværre er der ikke ligeså god udvikling i alle bipersonerne, det er mere en rolle de får, hvor de eventuelt kan have et problem som følger dem og det er det.

Musikken er simpel og passer ind i billedet – openingen er stille og sød såvel som endingen, og det passer til det hele shoujo romantiske billede. Stemmeskuespillet er godt, og alle figurernes stemmer passer til dem på en naturlig måde.

Stilarten var virkelig god. Jeg kunne rigtig godt lide den realistiske følelse farvepaletten gav med farver, der er naturlige, men friske på samme tid. Tegnestilen passer også virkelig godt til shoujoen, og det var nemt, at se forskel på alle karakterne selvom næsten alle havde eventuelt samme hårfarve og øjenfarve, det kan jo være lidt svært for nogen kunstnere.

Alt i alt er Say “I love you” helt klart værd at tjekke ud, også selvom det er en utrolig cliché og klassisk historie.

Skal Say “I love you” tjekkes ud?
Lyder Say “I love you” lige som den kærligheds anime, du bare må se? Jamen så kan du se serien lovligt på Crunchyroll. Hvis du ønsker, at se den i højkvalitet og uden reklamer, så kan du få en gratis trial subscription (Et Premium membership) på 14 dage.

Tryk her!

Skriv et svar